En Vandrehistorie


En vandrehistorie er titlen på min bog, som handler om den 800 kilometer lange vandring på den franske camino, som jeg foretog i sensommeren 2021. En bog som næsten blev til ved et tilfælde.


Den dag jeg skulle rejse havde jeg i sidste øjeblik smidt et almindeligt kladdehæfte og en kuglepen ned i rygsækken. Egentlig havde jeg tænkt, at hvis jeg ønskede at notere noget, så kunne jeg altid skrive det ind min telefon, så slap jeg for mere oppakning end højest nødvendigt.

Men det skulle vise sig at jeg blev meget glad for mit kladdehæfte, og det blev hurtigt rutine at notere dagens begivenheder i hæftet, når jeg var ankommet til et herberg efter dagens vandring. Jeg hyggede mig med det og siderne blev hurtigt fyldt, så jeg måtte finde mig et nyt hæfte inden længe. 

Da jeg var kommet hjem skrev jeg mine notater rent i et word dokument og gjorde lidt mere ud af beskrivelser og tanker jeg havde gjort mig under vejs, og pludselig var mine kladdehæftenotater blevet til 120 A4 sider. 


Længere henne i processen blev Vandrehistorien udfordret af andre begivenheder. Jeg var i mellemtiden blevet helt forfalden til vandrelivet, og min familie var blevet smittet. Så da manuskriftet havde været igennem første korrektur, sad jeg på et herberg et sted på den portugiske camino. Det var svært at forholde sig til tegnsætning og endelser i de omgivelser.  Men det lykkedes til sidst, og nu er En Vandrehistorie endelig en realitet.

En Vandrehistorie udkom 8. september 2022. I den forbindelse skrev Folketidende en fin artikel. Den kan du læse her. Bogen kan lånes på biblioteket, købes i de fleste e-boghandler, bestilles i fysisk boghandel eller via dette link : Skriveforlaget.

Hvis du vil læse mere kan du følge med på bloggen: Ad sti afsted

 


Uddrag af bogen


Først kørte vi til et af de herberger, jeg allerede havde været
ved. Jeg prøvede at forklare, at jeg havde været der, men som sagt
forstod kvinden, som jeg efterhånden kom til at betragte som en
engel, ikke engelsk. Ganske vist en noget atypisk engel i forhold
til den gængse forestilling. Hun brugte for eksempel konsekvent
ikke sikkerhedssele, hvilket bilen ikke var særlig glad for, så under hele turen hylede og peb bilen. Og hun råbte en hel del til
folk uden for bilen, måske som et led i at skaffe en seng til mig,
jeg vidste det ikke.
Efter tre forgæves besøg rundt omkring i Zubiri kørte vi ud på
landevejen. Englen pegede på nogle vejskilte med bynavne, som
jeg selvsagt ikke kendte, men jeg forstod, at vi kørte til en anden
by. Om vi kørte frem eller tilbage ad camino’en eller helt væk fra
den, vidste jeg ikke. Men i det øjeblik var jeg også fuldkommen
ligeglad.