Ad sti afsted

Den danske pilgrimsrute: Roskilde-Ringsted 1

By malene@adstiafsted.dk

marts 14, 2024
Del indlægget:

Roskilde Domkirke, et ikonisk vartegn for pilgrimsvandringer i Danmark, markerer starten på vores vandring mod Ringsted. Danske Santiagopilgrimme foreslår at opdele turen i tre etaper, men vi vælger kun at dele den op i to. 

Tidlig lørdag d. 9. marts begiver vi os afsted mod Roskilde. Desværre var vores start helt ikke så tidlig som planlagt, og efter en køretur på godt halvanden time fra Lolland, når vi Roskilde omkring klokken 10. 

Vi begynder vores vandring med en tur rundt om domkirken, i håb om at finde den Ib-skal, der angiveligt skulle befinde sig der. Selvom marts måned er begyndt, er det stadig køligt, men vi spejder, trods kulden, grundigt omkring pladsen foran den dør, vi har set Dronningen benytte, men skallen er ingen steder at se. Vi beslutter os for at fortsætte, fordi vi er nødt til at bevæge os for at holde varmen. Men jeg spekulerer sidenhen på, om den måske lå på den anden side af kirken, vendt mod torvet, hvor den mere almindelige indgang er placeret? Vi finder den næste gang!

Vores vandring starter med en frisk tur langs Roskilde Fjord, hvor vi hurtigt lægger byen bag os. Der scorer ruten allerede point hos mig. Jeg er ikke så vild med bynær vandring. Jeg synes ofte at stierne er fine, men jeg bor jo langt ude på landet, og det er her jeg er vant til at vandre. Trods de få grader er luften klar, og tanken om at gå her på en varm sommerdag virker meget tiltalende. Hele første dag af vores tur følger pilgrimsruten, også Skjoldungestien.

Vi fortsætter gennem Boserup Skov, hvor solen næsten bryder igennem skyerne, og fuglene synger som om den allerede var der. Det føles helt klart som om, foråret er begyndt, på trods af at temperaturen stadig er meget lav. Vi ser is på pytter. Da vi forlader skoven, passerer vi Roskilde Golfbane, hvilket tilføjer en kontrast til vores vandring. Vi fortsætter over enge til Svogerslev, som vi kun lige rammer udkanten af, før vi igen befinder os på stier, på vej til Kornerup Sø.

Vejret bliver bedre, solen kommer frem, og vi nyder det fantastiske landskab, mens vi vandrer forbi Gl. Lejre Museum. Vores rute følger nu også ruten Gudernes Stræde, og vi støder på en række forskellige oldtidsminder, en vikingehal, en skibssætning og en gravhøj. Natur, solskin og vandring forener sig i perfekt harmoni.

Vi bevæger os igennem skove til Sagnlandet Lejre, forbi Ledreborg Slot og Knapsø. Efter at have forladt Gudernes Stræde, fortsætter vi gennem Møllesø Skov og Oren Skov. Vores første dag slutter på Særsløse Overdrev, hvor vi har tilbagelagt 25 kilometer.

Første del af Roskilde – Ringsted er en rejse gennem historie og natur. Ruten er fantastisk godt skruet sammen så landskabet er meget varieret og vandrevenligt hele vejen. Det virker bestemt som om der virkelig er gjort noget ud af at lægge ruten så den kommer igennem de mest fantastiske landskaber og kun lige netop berører asfalt når vi skal krydse veje eller lignende. 

Andre indlæg

Foto: Heidi Karina

Ved fuldmåne

I går aftes sådan cirka klokken kvarter over elleve stod jeg sammen med 2 af mine piger og ventede på det store øjeblik. Vi vidste

Læs mere

Brænde-dag

I går var det brænde-dag. Ikke hele dagen, men bare et par timer.  Én af os håndterede motorsaven, mens en anden konstant lagde nye træstykker i

Læs mere